POECTA Short Stories

Here I will be posting small POECTA stories. They are mostly a mix between fiction and facts (often factual reflections told in a poetical atmosphere) The novel length is called ‘flash fictions’ (in danish ‘korte noveller’). Until now I only have danish stories, some english will come by time.

Listen & relax or Read & relax

Here are the newest little stories on audio. You can find the first ones and an intro by enter the link and then by ‘scrolling’ down to the story at the bottom. The stories are very short and can e.g. be used as a small break for the head during the day or to fall asleep to if you e.g. want to empthy your head without any effortZzz. All episodes and intro are here: https://anchor.fm/poecta

Morgen / 6 POECTA

Morgen / 6
  1. Morgen / 6
  2. Morgen / 5
  3. Morgen / 4
  4. Stædige stjerner / 3
  5. Små grin / 2

En lille fortælling (2018)

Hun satte kaffekruset på vindueskarmen. Sad og kiggede lidt ud af øjenkrogen der på en måde havde ændret sig lidt de sidste par år, rammen om synet.

Hendes fornemmelse af sig selv og i sig selv havde ændret sig. Noget føltes både afklaret, færdiggjort og samtidig føltes noget nyt og skræmmende. En kendt fremmedhed indeni hende, som var det en ny vandoverflade hun stak hovedet op fra. Et nyt lys, en ny duft, en ny øjenkrog til hendes syn, der endnu var i forvandling sammen med hende. Det gik hurtigt og langsomt indeni og udenpå, en vekslende tilpashed og længsel, lykke og tristhed, dybde og tomhed.

Lige nu var det stadig en overgang indeni og også årstiden lige nu, en overgang fra vinter til forår. Livscyklussen, det rene Sisyfos for de negative, det var hun også en del for tiden, negativ, men mest udenpå. Indeni føltes det så underligt larmende og alligevel stille. Stille som havet efter en storm, der endnu prøver at finde sig til rette.

Overblikket kunne ikke altid skinne horisonten op, men små lysglimt fandt vej igennem skyerne engang imellem

Med musikken i hovedet mærkede hun de drømme der trængte sig på. Den kendte fremmedhed. Det var om lidt hun skulle tage frakken på og tage skridtet ud i blæsevejret. Det blæsevejr hvor hun lod drømmene flyve. Det blæsevejr der gav hende vejret igen alt imens det tog vejret fra hende. Dét blæsevejr ventede på hende. Men tænk, tænk hvis hun fejlede. Tænk hvis hun snublede over sig selv og kun fik blade i hovedet. Tænk hvis hendes drøm ikke kunne bære hende. Kampen inde i hovedet var uendelig, ligesom alt andet end.. livet.

Og der med tanken om at livet ikke var uendeligt stak modet op over vandoverfladen og rystede frygten af sig, som store kolde saltvandsdråber fra det lange mørke hår. En krop slentrede roligt op på bredden, nøgen, kold og med dråber der langsomt faldt ned over hende. Der midt i kulden, blæsten og intet andet end hende i hendes krop, fik hun varmen. Dråberne forsvandt fra hendes overflade, dernæst kulden indeni, med solen der vendte sine stråler hen imod hende og hende der vendte sit ansigt hen imod solen, de mødtes i synet og der forsvandt det mørke dyb og tilbage var den varme dybde og lyset.

Hun lod vipperne ramme horisontlinjen i et blink, greb efter sit kaffekrus og sippede til de sidste dråber.

Små grin (2019)

De kørte afsted. Over dem hang skyerne og dråberne faldt i takt med hjulenes konstante nye tryk fremad på motorvejen. Tunnel efter tunnel, sky efter sky. Hun sad ved siden af rattet, han sad bag rattet.

De kom frem, natten havde lagt sig klar over solen, og de smed taskerne og gik ned til stranden, for hun ville ud i havet. Stranden var fyldt med småsten og bølgerne var blevet mørke og tromlede ind over land. Hun tog nogle skridt og sank dybt ned i stenbunden, ude af kontrol midt i strømmen og synkende skridt i mørket. Men i det mindste føltes vandet lunt. Små grin lagde sig på skummet der piskede omkring hendes ben og hun faldt ned i bølgerne.

Inde på bredden sad han og røg en cigaret og kiggede på hende, hun vendte sig imod den åbne horisontlinje igen, bølgerne var omkring hende, og det fik hende til at føle at hun levede. Hun havde lyst til at blive ved dem, men gik op til land igen og de fulgtes tilbage.

Stædige stjerner (2019)

De kom hjem, lukkede døren efter sig og en stilhed spredte sig imens de hver især bevægede sig hen imod udsigten, der var som et billede skåret med det perfekte gyldne snit. Uanset hvilket vindue hun kiggede ud af blev hun betaget af synet i en ro der overraskede hendes blik. Han åbnede det største af vinduerne i én bevægelse til den ene side og satte sig i sofaen under den store ramme. Hun stod lidt i den ene baggrund og kiggede henover hans øverste hårtotter og ud på de høje træer med havet i baggrunden og de stædige stjerner, der prøvede at finde vej igennem den mørke farve på himlen. Lyden af bølgebrus og et forbipasserende tog passede på en underlig måde godt sammen, begge var på vej – frem og tilbage. Hun gik hen til hjørnevinduet og stillede sig helt tæt op mod ruden, lige her følte hun sig i ét med udsigten og de forbipasserende lyde der konstant kom og gik, og stjernerne der endelig havde fundet vej igennem mørket og som nu blinkede kontrasten så fint op i endnu en selvfølgelig og unik aften.

POECTA Words

Exhibitions